Lille Nor
Aro Ha_0986.jpg

Bagom Lille Nor

 
 
 
 
 
 
LN_Logo_rundtokker.png
 
 
 
 
2017-09-28_Line_Jelsbech_Portræt06712_1.jpg
 
We’re the first generation to feel the impact of climate change - and the last generation that can actually do something about it
— Gov. Jay Inslee - Washington STate
 

bagom lille nor 

Lille Nor

Vores navn 'Lille Nor' refererer til butikken i Frederiks Allé, som det børneunivers den er. Flere voksne kender til at blive kaldt Lille Nor som barn, fordi navnet også har betydningen 'lille skat/pus'. På den måde signalerer navnet noget kærligt; at vi holder af vores børn - og andres børn. Og at børn er noget af det dyrebareste, vi har. Hvis vi placerer det i rammen af reuse og bæredygtighed, er der i virkeligheden en lille løftet pegefinger bagved vores identitet. En lille pegefinger der holder os til ilden og konstant minder os om, at hvis ikke, vi passer på vores børn og deres fremtid, taget de klimamæssige udfordringer i betragtning, så er det ikke nødvendigvis en ønskværdig verden, vi efterlader til dem.

Blomsten - Forglemmigej

Der er en forglemmigej knyttet til vores identitet. Udover at være lille og fin, er den valgt på grund af ordets betydning. For at understrege (på en diskret måde) vores budskab om, at vi skal huske på, at verden, og de klimamæssige forandringer der udfordrer den, er noget, vi er nødt til at forholde os mere og mere til. Vi skal passe på det smukke ved vores verden og forsøge at give den de bedste vilkår.  Så 'husk mig': Børnene og verden. 

reuse for kids

Reuse for Kids dækker over grundkonceptet hos Lille Nor. Mange børneting når ikke at blive slidt i den tid, et barn har det. Men hvad gør vi med tingene bagefter? Havner de i skabet? Vi har et behov for at kunne skille os af med tingene på en sådan vis, at vi både bidrager til reuse-konceptet og samtidigt får lidt på kistebunden igen, så der er til de fremtidige børneting, vi kommer til at mangle. Lille Nor bygger på tanken om, at vi skal bringe børneeffekterne i cirkulation; det er for os at se et rigtig godt skridt i en bæredygtig retning. Derfor kan du hos Lille Nor på en nem og simpel måde rydde ud i skabet og gøre dit genbrug til guld. 

mig bag lille nor

Jeg hedder Line
Jeg er 31 år
Jeg er aarhusianer
Jeg er mor til to
Jeg er iværksætter
Jeg vil gerne leve mere bæredygtigt
Jeg vil gerne have en hverdag med fokus på samskabelse og nærhed
Jeg vil gerne være og arbejde i børnehøjde

Hvorfor Lille Nor & mig - arbejdsmæssigt

Som stikordene om mig blandt andet fortæller, så er iværksætteri blevet lidt en del af mit DNA. Faktisk har jeg ikke haft et regulært fuldtids lønmodtagerjob endnu, efter jeg færdiggjorde min uddannelse - eller rettere afbrød den pga. iværksætteriet. I 2011 startede jeg cateringvirksomheden Skammeritz & Græm med min mand, der er uddannet kok - dengang som et alternativ til et studiejob. Det har været en lang rejse med mange nye projekter, og ikke mindst oplevelsen af hvad det vil sige, når ens virksomhed bliver en del af en selv og ens identitet (både på godt og ondt - mest godt). Noget har dog manglet. Noget, der kan danne en ramme for mit ønske om at dykke mere ned i emnerne omkring reuse og bæredygtighed. Og noget, der vil bevirke, at det bliver nemmere og mere oplagt for mig at opsøge og få viden omkring disse emner. Og noget, der forhåbentligt kan bevirke, at jeg selv gradvist kommer til at leve mere og mere bæredygtigt.

Men det hele handler jo ikke kun om mig! Jeg vil rigtig gerne have en hverdag med fokus på samskabelse og nærhed. Hvor jeg er i børnehøjde, og hvor arbejdsliv og børneliv går op i en højere enhed. Samtidig vil jeg rigtig gerne invitere andre med på min vej henimod at 'blive mere grøn'.

Dét kombineret med min nuværende situation, hvor jeg er blevet tryg ved livet som selvstændig, gjorde det muligt for mig at træffe en hurtig beslutning i juni 2018. For da Aarhus eneste loppebutik lukkede, uden intentioner om at genåbne, var det uden at tøve, at jeg besluttede at realisere idéen om Lille Nor, da de oplagte lokaler var ledige i Aarhus centrum.
Der var det - dét jeg manglede. Det kom helt tilfældigt til mig, da tilfældet ville, at jeg havde lejet en stand, netop som den tidligere loppebutik bedyrede, at de var på vej til at lukke. Det føltes helt rigtigt! Det var simpelthen mig, der skulle føre det grundkoncept videre i Aarhus. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Siden da er det gået meget stærkt, og Lille Nor er allerede blevet mit 3. barn; selvom, mig og min mand havde besluttet, at vi ikke skulle have flere. 

Og her er vi så nu......

Jeg håber, at jeg får mulighed for at tage dig med på min grønne rejse, når først butikken er åbnet, og hverdagen melder sig. Jeg pønser på en blog, et nyhedsbrev eller lignende. Hvis du vil høre lidt mere, vil jeg allerede nu gerne dele noget med dig.

Min grønne interesse - lidt dybere - privat

Det var David Puttnams "skyld". Det var i 2015, at jeg for alvor fik øjnene op for klimaforandringernes betydning nu og fremtidigt. Det var et vendepunkt for mig. Det fik mig til at indse, hvor vigtigt det er, at vi allesammen forsøger at ændre vores dagligdags gøren i en mere bæredygtig retning. Det fik mig sågar til at overveje, om jeg i virkeligheden overhovedet skulle have flere børn (på det tidspunkt havde jeg kun Valdemar). Om jeg kunne forsvare at sætte børn i verden, nu hvor David havde åbnet mine øjne. Det fik heldigvis ikke skræmt mig i den retning, men tændte istedet en ild i mig, om at ville 'gøre noget'. Være med til at forandre noget - ihvertfald som det mindste gøre en indsats. . . . . 
Lidt tid efter, i slutningen af 2016, fik jeg da også et barn mere; Ellen.  

Vil du se, hvad 'det' var, og har du 15 minutter? Så kan se David Puttnams TED talk fra 2014 her.

Mit formål med at vise dig 'mit vendepunkt' er ikke, at Lille Nor skal bygge på en skræmme-kampagne om, hvad der i værste fald kan ske, hvis ikke vi lever mere bæredygtigt. Men det er mit ønske, at vi alligevel tør italesætte de knap så positive scenarier for fremtiden, da disse kan være katalysator for forandring og give os mod til at gentænke vores dagligdags gøren i det små, så vi ligeså stille finder på nye og grønnere alternativer til de konventionelle. På samme tid giver det et fint billede af én af mine vigtigste bevæggrunde for at starte Lille Nor.

Nogle af pointerne i oplægget har påvirket forretningsplanen for Lille Nor. Alle vil kunne regne sig frem til, at Lille Nor aldrig bliver en stor forretning - rent økonomisk set. Dét grundet de begrænsede antal kvadratmeter (antal reoler) butikken rummer samt de høje udgiftsposter knyttet til den centrale placering i Aarhus. Og så lige det faktum, at det er bekosteligt at drive virksomhed i Danmark. Men Lille Nor bygger på et bæredygtigt fundament. Det vil økonomisk set kunne hænge sammen via den reolleje og kommission, som kunderne betaler. I en grad så driften, herunder lønnen til medarbejderne, er dækket ind. Det er vigtigt. Men ligeså vigtigt er, at regnskabet for Lille Nor kommer til at inkorporere den tredobbelte bundlinje knyttet til CSR - Corporate Social Responsibility. Når vi forhåbentlig kan sætte kryds ved, at vi er økonomisk bæredygtige, vil vi i højere grad fokusere på den miljømæssige og sociale del af vores regnskab, for det er i virkeligheden de områder, der er særligt interessante indenfor vores segment, og som driver os hos Lille Nor. 

Med Lille Nor håber jeg, at vi med tiden får skabt et lille univers, hvor vi sammen kan være uperfekte dog med dét fælles mål; ligeså stille at tage små skridt i retningen af en mere bæredygtig livsstil. Vi kan ligeså godt tage skridtene i børnehøjde - derfor vil vores fokus også være på at dele viden med børn omkring reuse og bæredygtighed. Det er for alle. Jeg håber, at I vil være med!

Jeg glæder mig til at møde dig i butikken!

Kærlige loppehilsner,
Line